Viborg Ro- og Kajakklub

Viborg Roklub blev stiftet den 19. marts 1931, med redaktør Arne Lilholt som drivkraft, men på det tidspunkt kun en herreroklub. I årene efter blev der interesse for en dameroklub og den 5. februar 1937 var der stiftende generalforsamling, hvor Viborg Dame Roklub så dagens lys. I begyndelsen lå klubberne side om side ved det gamle vandværk ved Viborg Nørresø. Men da vandværket skulle udvides i slutningen af 1940’erne, købte man grunden på Erik Menvedsvej og flyttede klubberne dertil. De to klubber blev placeret i det samme hus, men fungerede klart adskilt. Viborg Dame Roklubs medlemsantal udgjorde omtrent en tredjedel i forhold til herrerne, og derfor fik damerne den første bådhal, som netop udgjorde en tredjedel af bådhallerne. Herreroklubben fik de resterende totredjedele af pladsen i bådhallen.

Gammelt_billede

Bådhallerne fremstår som de oprindeligt blev bygget, men i 1986 blev det gamle klubhus, der var af træ, rakt ned og der blev bygget nyt og tidssvarende. I forbindelse med klubbens 75 års jubilæum i 2006 blev klublokalerne grundigt renoveret, der blev malet, indlagt fjernvarme, skiftet brændeovn, gulvbelægning og gardiner. Klubben har nu et meget moderne og flot klublokale med en af byens flotteste udsigter over Viborg Nørresø.

 

Viborg Kajakklub blev stiftet september 2004.

Nu skulle man tro at der havde været en kajakklub i Viborg før – og det har der også! Der har været to klubber: Viborg Kano og Kajakklub ca. 1922-1949 og Viborg FDF kajakklub ca. 1958-1962.

Viborg Kano og Kajakklub havde en blanding af sejlkanoer, turkanoer (canadier) og selvbyggede sejldugskajakker. Klubben havde over tiden klubhus to forskellige steder langs Nørresø’s Vestbred. Klubben lukkede ned sidst i 40’erne pga. manglende opbakning. En del år efter blev der startet et kajakarbejde i byens FDF-kreds. De gamle kajakker fra Viborg Kano og Kajakklub blev istandsat og FDF’ere i alderen 15-20 år med nogle unge ledere havde i nogle år et kajakarbejde på Nørresø – med udgangspunkt i S. Nicolaisen’s have.

(Originalbilledet befinder sig på Lokalhistorisk Arkiv for Viborg Kommune)

 

Viborg Kajakklub blev stiftet i efteråret 2004 efter et par indledende møder blandt interesserede. Klubben fik til huse i Viborg Sejlklubs daværende faciliteter ved enden af Nørresø. Aftalen blev indgået i efteråret 2004 og trådte i kraft foråret 2005. Klubben blev tildelt en af Dansk Kano og Kajakforbunds ‘Start-pakker’ med kajakker mv. ligesom det lykkes at finde sponsor til nogle Struer kajakker. I løbet af foråret 2005 blev de første roere omskolet og uddannet. Pga. den knebne plads, ledte klubben efter større faciliteter, og fik tilbudt et lejemål af Viborg Kommune på Nørresøbadet. Klubben voksede og fik i 2006 etableret en børne-/ungdomsafdeling.

Faciliteterne på Nørresøbadet var ikke helt tidssvarende for en idrætsforening med en stor børne-/ungdomsafdeling. Klubben fik derfor til foråret 2008 en lejeaftale med Viborg Roklub hvor en stor del af aktiviteterne nu er flyttet hen.

 

 

Viborg Ro– og Kajakklub blev stiftet den 21 november 2013, som en fusion mellem de to klubber (Viborg Roklub og Viborg Kajakklub).

Roaktiviteterne i klubben omfatter i dag roning i, inrigger (2’er og 4’er), outrigger (single/double sculler, double 2’er og 4’er, 4’er og 8’er med styrmand). Kajakroning foregår i turkajakker (K1 og K2), kapkajakker (K1, K2 og K4) og havkajakker samt polokajkker.